Hvor afhængig er du af din hørelse, når du kører bil? Sandsynligvis mere end du lige tror. Selvom synet er den vigtigste af sanserne, når du sidder bag rattet, så er det hørelsen, der hjælper dig med at opdage ambulancer, andres utålmodige dytten, eller lyden af dit eget blinklys, som du fejlagtigt har tændt.
Et høretab har ikke en voldsom indflydelse på din evne til at køre bil, men det er stadig en god idé at være forberedt og tage de rette forholdsregler.
Behandling af høretab
Hvis du har opdaget, at din hørelse ikke er, hvad den har været, så anbefaler vi, at du kontakter en hørespecialist, som kan teste din hørelse. Hvis det viser sig, at du har et høretab, kan et par høreapparater hjælpe dig. Høreapparater forstærker de vigtige lyde i trafikken, og hjælper din hjerne med at tolke alle lydene.
Få testet hørelsen jævnligt
Din hørelse udvikler sig over tid. Derfor er det vigtigt, at høreapparaterne altid er indstillet til dine behov, så du får mest mulig gavn af dem. Vi anbefaler, at du medbringer ekstra batterier, når du forlader dit hjem, hvis dine høreapparater ikke er genopladelige. Hvis du hører den indikator, der fortæller dig, at det er tid til at udskifte batterierne, mens du kører, bør du stoppe bilen og skifte dem.
Hvis dit høretab gør dig utryg ved at køre bil, kan din hørespecialist hjælpe dig ved at demonstrere typiske trafik- og billyde i klinikken, og finjustere høreappratet til dine behov, så du bedre kan høre de vigtige trafiklyde.
At køre bil med høretab
Nutidens høreapparater er spækket med avanceret teknologi og sensitive mikrofoner, der er designet til at kende forskel på tale og baggrundsstøj. Dog bør du, selv med høreaparater, undgå alle distraktioner, når du kører bil. Nedenfor får du nogle tips til, hvordan du gør.
Før afgang
- Skru ned for radioen så du undgår at skulle rode med knapperne, mens du kører. At undgå støj er ikke kun godt for at passe på din hørelse, men gør det også muligt for dig at fokusere på andre lyde omkring dig – især dem, der er vigtige for din sikkerhed.
Når du kører
- Er I flere i bilen kan I forsøge at undgå at tale for meget og for højt. Selvom det er hyggeligt at deltage i en samtale, kan det fjerne din opmærksomhed fra, hvad der sker i trafikken.
- Hold bilvinduerne lukkede, for at undgå støj. Nyere biler er designet til at reducere støj fra vejen, hvilket er gode nyheder for bilister. Det vil øge din koncentration, når du reducerer antallet af lyde, som du skal forholde dig til.
- Kør bil, når du kører bil. Alt andet kan vente, til du når din destination.
- Læg telefonen væk. Sms’er og telefonopkald (selv håndfrie) er farlige.
Du vil være i stand til at rette din opmærksomhed mod relevante lyde, når først distraktionerne er minimeret. Men hvad med dit syn? Det er den vigtigste af dine sanser, når du kører bil. Se her et par gode råd til, hvordan du holder øjnene på vejen:
- Lige så vel som med din hørelse, bør du jævnligt få tjekket dit syn. Derudover kan du bære briller når du kører, hvis du har behov for det. Det er både vigtigt for dig selv, og for andre i trafikken, at dit syn er i orden.
- Overvej at investere i sidespejle med vidvinkel. Selvom de ikke fjerner alle blinde vinkler, kan de alligevel hjælpe med at mindske behovet for at kigge dig over skulderen. Husk også at tjekke dit bakspejl ofte, for at være opmærksom på trafikken bag dig.
Uanset om din hørelse er god, eller du har et høretab, så kommer kørsel med et stort ansvar. For at mindske risikoen for uheld, bør du mindske distraktionerne, have et vågent øje på vejen, og vigtigst af alt, hvis du har behov for det – finde en hørespecialist nær dig, som kan hjælpe med at forbedre din hørelse, uanset om du sidder bag rattet eller ej.